Hvilke forandringer kan kvinden føle sidst i graviditeten?
I de sidste uger eller dage før fødslen kan kvinden føle, at der sker en række forandringer. For det første synker livmoderen nedad. Trykket oppe under brystbenet og ribbenene lettes, og det føles, som om barnet begynder at trykke mod bækkenet.
Det man kalder kontraktioner eller sammentrækninger i livmoderen, kendes ganske vist fra tidligere i graviditeten. Men når fødslen nærmer sig, bliver disse sammentrækninger hyppigere og kraftigere. Nu kalder man det plukveer. De kan være så generende, at det er vanskeligt at sove ordentligt.
Hvilke tegn tyder på, at fødslen er ved at gå i gang?
Straks før fødslen begynder - og i nogle tilfælde, når veerne er begyndt - opstår der lidt blødning. Det kalder man tegnblødning. Der afgår måske en slimprop, som har siddet i livmoderhalskanalen, iblandet lidt blod. Det er naturligt og ikke udtryk for noget faretruende.
Man siger, at fødslen er i gang, når der udvikler sig regelmæssige og tiltagende veer. Veen mærkes som en sammentrækning i livmoderen. Lægger man en hånd på maven, kan man mærke, at livmoderen bliver tiltagende hård og derefter afslappet igen i løbet af mellem 15 og 60 sekunder.
Der går i begyndelsen måske mellem otte og 10 minutter mellem veerne, men de bliver hyppigere, og når der er fire-fem minutter mellem veerne, er det en god idé at kontakte fødeafdelingen og gøre klar til afgang.
Hvornår skal man straks kontakte fødeafdelingen?
I visse situationer skal man ikke afvente de regelmæssige veer, før man kontakter fødeafdelingen.
- Hvis der er mistanke om, at fostervandet er gået.
- Hvis der er blødning.
- Hvis der kommer smertefuld, vedvarende sammentrækning eller ømhed i livmoderen.
- Hvis du har fornemmelse af stilstand i de velkendte fosterbevægelser og spark.
- Hvis du har fornemmelse af, at der er ved at ske noget, og der er mere end tre uger til forventet fødsel.
- Hvis du tidligere har født ved kejsersnit.
- Hvis det er konstateret, at barnet ligger med hovedet opad i livmoderen.
- Hvis du venter tvillinger.
- Hvis du tidligere har født meget hurtigt.
Du kan så aftale fødeafdelingen, om du skal komme, eller om du kan vente lidt endnu, samt om du selv kan tage af sted, eller om du skal ringe efter ambulance.
Vil du læse mere?
Se alle artikler om fødsel
|